Da grundspillet sluttede var vi det næstmest scorende hold i hele ligaen. Vi havde scoret 46 mål i 22 kampe eller lidt over 2 mål pr. kamp i gennemsnit. Vi havde +23. Eneste hold, der havde scoret mere end os efter de første 22 runder: FCM med 58 mål og de havde 16 fra Franculino, som var gået i stykker.
Der var - baseret på tilgængelig data - ikke reelt nogen grund til, at vi pinedød skulle springe banken for en ny angriber. Jeg er med på, der var mange der gik til torvs med præcis dét standpunkt, men personligt kunne jeg godt forstå, man ikke stressede med at finde en angriber. Min mavefornemmelse var også, at det kunne blive sårbart, men det er min mavefornemmelse ALTID, når det kommer til AGF.
Data sagde noget andet. Faktisk vil jeg gå så vidt, som til at sige, at hvis jeg kunne vælge mellem "Franculino-modellen" eller AGF-modellen, altså at have en regulær målmaskine til at score størstedelen af mine mål, eller have hele holdet til at være score, men med større mellemrum end målmaskinen, så vi får færre mål, så ville jeg stadig vælge holdløsningen. Det ville jeg, fordi det er vanskeligere at dæmme op for 4-6 trusler end for én OG der er mindre risiko for at gå i stå på målkontoen, hvis én mand bliver skadet.
Vores problem lige nu er, at både Arnstad og Bech har ramt en måltørke samtidig med Paddy (indtil i går). Det betyder at det pludselig er Links, Carstensen/Beijmo og Yakob/Knudsen der skal lave målene, og dét har kostet.
Men altså, i efteråret scorede Paddy 7 mål, Bech lå i samme leje og Arnstad lavede en håndfuld (så vidt jeg husker). At det ville gå lidt ned i medaljeslutspillet er naturligt og oplagt, men at det skulle gå til 0 er overraskende.
Så jeg synes faktisk det tangerer det underlødige at skyde på CV. Data gav ikke anledning til at købe en angriber for enhver pris, uagtet at fan-fornuften sagde noget andet.